Hvad laver vi i Vm-lejren? Det er der sikkert mange der spørger sig selv om. De fleste dage ligner hinanden hvis ikke man sover pga. sygdom eller hviledag.
Vi mødes om morgenen til yoga, hvorefter vi spiser. Så er der gerne en lille pause og derefter dykker vi i poolen eller i havet. Så er det middagsmad/frokost og så ynder jeg at sove lidt. Hvorefter vi igen træner eller ser teknikvideoer og så er der aftensmad. Når vi har spist er klokken gerne 21 og så er jeg klar til at sove.
Det lyder ikke af meget, men det er hårdt. Man skal hele tiden gøre det bedre og bedre. Det er godt at blive rettet da man jo altid laver fejl. Jeg håber at jeg får alle de teknik-videoer der er blevet filmet af mig i CWT og DYN med mig hjem så jeg løbende kan se om jeg bliver bedre.
Det er ikke kun det at man skal forbedre sig hele tiden, men også det at være væk hjemme fra og den afveksling der er. Vi bor ikke det mest inspirerende sted. Det er på to ferieresorter Club Sharm og Club Reef som ligger lige ved siden af hinanden. Her sker ikke så meget, men der er masser af musik og underholdning for de Italienske turister der holder ferie her. Maden er den samme hver dag og der er ingen forskel på middag og aften, så det er heller ikke her man finder spænding.
Man føler sig lidt indelukket efter 11 dage, uden nyheder og internet (har ikke fungeret hele tiden, men man er jo i Egypten).
Det gode ved at man er “lukket inde” er at der er en masse fridykkere og alle taler med alle og man får nogle gode kontakter rundt omkring i verdenen. Man udveksler også tips og tricks, taler om udstyr mm. Det er rigtig fridykkerbumseliv, det eneste der mangler er stemningen fra Dahab.
/Sanne Rasmussen