Tips og tricks til trykudligning uden skader

Med flere års erfaring med undervisning af dykkere, vil jeg gerne dele noget af min viden og erfaring om trykudligning, det måske kan hjælpe andre scuba-dykkere med deres trykudligninger under vandet.

Når vi bevæger os under vand, vil alt det vand der er over os udsætte vores krop for tryk. 10 meters dybde tilføjer lige så meget tryk på vores krop som hele atsmofæren når vi står ved vandoverfladen, ergo er der 2 ATM (atsmofærers) tryk på os når vi er på 10 meter.

Vand ændrer ikke (eller næsten ikke) størrelse under tryk, da cirka 65% procent af vores krop består af vand betyder det at vi (heldigvis) ikke ændrer størrelse pga. det ændrede tryk. Luft ændrer dog størrelse under tryk, og da vi har visse luftrum i vores krop vil disse ændre størrelse afhængig af trykket.

Da vores krop er lavet til at kunne håndtere bestemte størrelser i vores hulrum med luft, skal vi sørge for at kompensere der hvor der bliver for lidt luft. når vi dykker med scuba betyder det bla. at vi altid skal trække vejret, primært for at undgå at luften i lungerne udvider sig for meget og skader lungerne, det er dog ikke relevant ved fridykning, da vi ikke indånder komprimeret luft og lungernes størrelse aldrig vil blive større end det vi startede med på overfladen.

Det næste hulrum vi skal passe på er vores bihuler og mellemørets luftrum, når vi går ned vil luften deri komprimeres og fylde mindre, de er dog ikke designede til så store tryk ændringer og vi mærker trykket på vores trommehinde der vil bøje indaf pga undertrykket inde i øret, dette tryk føles fra ubehageligt til direkte smertefuldt og vi bør lytte til det! Et for stort undertryk i øret (hvis vi fortsætter ned selv om det gør meget ondt) kan punktere og beskadige trommehinden.

Når vi tilføjer luft til bihuler og mellemøret, kan vi mærke trykket forsvinde og oftest høre et lille klik da trommehinden vil bevæge sig når vi gør det. Nogle gange specielt hvis man er lidt snottet udligner man kun det ene øre, eller kun ørene og ikke bihulerne, man kan relativt let lære at “lytte” og “mærke” efter hvor man trykudligner. Personligt finder jeg at for at trykudligne bihulerne samtidigt med ørene skal jeg tilføje en smule mere tryk, end det som er nødvendigt for at udligne kun ørene.

Det vigtigste med trykudligning af ørene og bihulerne er at vi IKKE bruger store trykudligninger karaktiseret ved store “brag” og hårde trykudligninger, noget man oftest gør fordi man er forkølet, en trykudligning må ikke tvinges igennem. Hvis man f.eks. tager en dyb indånding og holder sig for næsen og puster alt hvad man kan.

I takt med at vi går dybere vil de luftgange (eustatiske rør) der forbinder svælget med ørene også blive mindre og til sidst lukke helt. Det vil altså også blive sværere at trykudligne desto længere vi venter på vej ned. Ved normal scuba-dykning anbefaler jeg at trykudligne ca. hver 10-20cm, gerne lige så snart man mærker et tryk i øret. Oftest når man ikke kan trykudligne på større dybde er det fordi man prøver for sent, her skal man altså lidt op igen før det virker.

Store hårde trykudligninger kan resultere i at trommehinden sprænger, det eneste positive ved dette er at man ikke længere bliver nødt til at trykudligne da vand kommer ind i øret, negativt er at øret ikke må være i vand i flere måneder, kan få infektioner og have svært ved at hele. Hvis trommehinden ikke heler helt, vil man aldrig kunne dykke igen og have problemer med at være i vand. Derudover er det muligt at sprænge det ovale vindue og evt. trommehinden hvilket begge kan give nedsat hørelse eller slet ingen hørelse på det øre. Hvis man tror man har sprunget sin trommehinde er det vigtigt at man kommer til en læge, så man så vidt muligt undgår permanente problemer.

Det er vigtigt at man er klar over disse konsekvenser inden man begynder at trykudligne, det er tilgengæld let at undgå problemer som disse ved at følge nogle enkle regler.

  1. Lav aldrig kraftige trykudligninger, afbryd hellere dykket og prøv igen fra starten.
  2. Lav mange små trykudligninger på vej ned, istedet for få store.
  3. Dyk ikke når du er forkølet, hvis du har problemer med at trykudligne på land, vil du også have problemer i vand.
  4. Dyk heller ikke med næsespray når du er forkølet, det kan virke til at få dig ned, men det eneste værre end ikke at kunne trykudligne, er når sprayen er skyllet væk af saltvand og man på vej op ikke kan få luften ud igen fra øret (omvendt blokering).

Alle er fysisk forskellige og alle har foskellige måder de bedst kan trykudligne, personligt trykudligner jeg uden at bruge hænderne blot ved at spænde nogle muskler i halsen, det virker dog ikke hvis jeg venter for længe imellem trykudligningerne eller jeg er snottet (hvor jeg jo ikke dykker!).

En god måde at lære at trykudligne på er ved at bruge den letteste metode (at lære) vasalva metoden. Start med at puste alt luften ud af lungerne (for at mærke hvor lidt luft du egentlig behøver for at trykudligne.), derefter hold dig for næsen med fingrene og pust en lille bitte smule luft imod næsen (munden er lukket). Du bør høre et lille klik i et eller begge ører. For at trykudligne begge ører skal begge sige klik!

Her er nogle forskellige måder at trykudligne på.

  • Holde på næsen og med lukket mund puste forsigtigt imod næsen.
  • Synke
  • Gabe
  • Vrikke underkæben fra side til side
  • Spænde de muskler på siden af halsen som du bruger når du gaber/synker
  • Hvis et øre ikke vil trykudligne strække denne side, dvs. læn hovedet til modsatte side.
  • Hovedet op istedet for ned under nedstigning, derfor anbefaler dykker instruktører bla. deres elever at gå ned med fødderne først.

Igen husk det vigtigste er at aldrig tvinge en trykudligning der ikke vil, gå evt. lidt op så dine eustatiske rør kan udvide sig lidt igen og gøre trykudligning nemmere. Konsekvenserne af en for voldsom trykudligning er simpelthen ikke det værd!

Jeg håber du må få mange dyk med lettere trykudligninger pga. denne information. Skriv gerne spørgsmål og kommentarer.

/Sole Viktor

11 Responses to "Tips og tricks til trykudligning uden skader"

  1. Eva says:

    Hej Sole.
    Jeg havde draen i oererne som lille, og da jeg var praktikant i Soevaernet i 2003 gik der hul paa min ene trommehinde. Det er selvfoelgelig mange aar siden, men siden da har jeg ikke kunne svoemme med hovedet under vand, for vandet loeber ikke rigtig ud af mit oere igen. Der gaar lang tid, og jeg er noedt til at have hovedet paa skraa i flere timer. Nu er jeg i Australien, og vil gerne Scubadive, men jeg har paa fornemmelse, det er en rigtig daarlig ide. Skal jeg i stedet bare paafoere mig en badehaette og noejes med at snorkle? Haaber paa hurtigt svar..
    Mvh Eva.

  2. Sole says:

    Hej Eva,
    Jeg har arbejdet i Australien som dykkerinstruktør og ved at når man tager et dykkerkursus dernede vil de have du bliver godkendt af en læge, ligesom herhjemme.

    Jeg ville anbefale dig at tage kontakt til et lokalt dykkercenter og bede om en reference til en dygtig læge, hvor du skal bede om at få undersøgt din trommehinde grundigt og om du kan trykudligne øret korrekt.

    Så bliver du ikke skuffet efter at have startet på kurset, når du kommer til lægen og han evt. siger nej.

    Jeg kender andre som har problemer med at få vandet ud af øret, men som stadig kan dykke, nogle anvender “swimmers ear” dråber eller et par dråber alkohol til at skylle vandet ud med, hvorefter alkohollen fordamper, det er dog ikke godt for øret at gøre dette alt for ofte, da det tørrer øret ud og fjerner ørets naturlige beskyttelse.

    Husk hvis du kommer ud at dykke og tidligere har haft problemer med trommehinden, at trykudligne stille og roligt, men ofte på vej ned. Hvis du puster helt ud og laver et lille tryk skulle det være nok.

    Og skulle det vise sig at du “kun” kan snorkle, kan det stadig give fantastiske oplevelser, jeg kan klart anbefale at snorkle på ningaloo reef i vest australien, hvor jeg har haft mine bedste snorkel ture med skildpadder, små rokker, muræner mm.

    Mvh Sole

  3. Eva says:

    Hej igen.
    Faktisk lykkedes det at snorkle. Jeg anskaffede mig et par earplugs fra speedo, der skulle vise sig at være ganske effektive. Vi havde derfor en helt fantastisk snorkle-tur, og jeg tror jeg holder mig fra at dykke. Måske er det mest fordi, jeg ikke tør prøve det. Men trods alt, snorkling var fantastisk. Dog er vi på østsiden i Great Barrier Reef.
    Mvh Eva.

  4. Sole says:

    Hej Eva,
    Det var en god ide med ørepropperne.
    Snorkling er ikke at kimse af, det kan være lige så godt og nogle gange bedre end at dykke – uanset hvad så er det en fed oplevelse at se livet under vandet i tropiske farvande.

    Ved du hvor på Great Barrier Reef i var? Hvilket firma tog i ud med?

    Mvh Sole

  5. […] for prøvetageren er alle de dyk man skal lave. Hvis ikke man har styr på sine neddykninger og trykudligninger kan det hurtigt blive en hård […]

  6. Rsbeier says:

    Hej sole. jeg har Dykket en del år – og aldrig haft nogen Problemer med at Trykudline eller noget. men efter en pause fra dyking vil jeg gerne starte op igen og tog i svømmehallen . og jeg kunne godt trykudline. men jeg fik under nedstining , meget ondt i Panden .. så jeg tror ikke mine bihuler blev trykudlinet hvordan kan man hjælpe dette og Evt finde ud af om jeg kan trykudline mine bihuler Mvh Ronnie

  7. Sole says:

    Hej Ronnie,

    Du har flere muligheder men først – uanset hvad lad være med at tvinge en trykudligning igennem eller ignorere smerten. Skader på trommehinder fra “hårde” trykudligninger eller ignorering af smerten under nedstigning kan lede til permanente problemer og i værste fald hørselsskader.

    Det kan være lidt sværere at trykudligne når man “fridykker” i svømmehallen, fremfor når man dykker, bl.a. pga nedstigningshastigheden. Det er typisk lettere at trykudligne i god tid, end når det begynder at føles som om man har tryk der skal udlignes.
    Så hvis ikke det er noget du regner med giver problemer, kan den letteste måde at få det testet måske være rent faktisk at tage på et dyk, evt. med en divemaster eller instruktør som kan hjælpe med trykudligningstekniker.
    Du kan selvfølgelig altid tage et smut forbi din læge som kan undersøge om du trykudligner dine ører korrekt og om der skulle være noget der forhindrer trykudligning af bihuler.

    Nogle tyer også til næse-bihule skylning med saltvand mm. men det vil nok kun være relevant i tilfælde hvor der kun er “små-problemer”

    Personligt har jeg bedst erfaringer med trykudligning af bihulerne ved at bruge den klassiske vasalva øvelse, med at klemme på næsen og blidt puste ud igennem næsen. Husk ikke at tvinge det og ikke bruge lungernes kraft til at puste med.

    -Sole

  8. Tina heftø says:

    Hej Sole.
    Min søn er i Thailand for at udleve sin store drøm om at blive divemaster og instruktør. Desværre har han på blot 1,5 måned haft 2 øreinfektioner. Han beskriver, at problemet er at der under tryk samler sig blod bag trommehinden, som ikke kan cirkulere væk, hvorved der opstår infektion. Har du en ide om, hvad dette kan skyldesnog om der er håb for, at han kan fortsætte sit dykkereventyr? Mange hilsner Tina

  9. Sole says:

    Hej Tina,

    Min umiddelbare reaktion er at han først og fremmest skal se en dykkerlæge/øre-hals læge, så der ikke er en medicinsk årsag eller et problem, som kan forværres ved dykningen. Det er noget man bør tage seriøst, da skader på ørene kan give permanente problemer med fx hørelse og balance.

    Når det er sagt og en fornuftig læge (læs: ikke en læge på en lille tropisk ø, som kun tager temperaturen og blodtrykket) har undersøgt øret og givet et OK til dykningen. Så har jeg følgende forslag.

    Trykudlign oftere, men mindre kraftigt.
    Den klassiske trykudligning med at klemme på næsen og puste imod er ret kraftig og med lidt øvelse kan man trykudligne mindre kraftigt med fx at spænde muskler i halsen, synke, mm.
    Hvis der samles blod i hulrummene, kan det nogle gange ses ved at man får næseblod når man kommer op, da det lavere tryk ved overfladen udvider luften i hulrummene og blodet derfor “pustes” ud. Det sker fordi man har undertryk i hulrummene under dykket, uden at have udlignet. Blodet bliver suget ind i hulrummet, på samme måde som et “sugemærke” og hulrummet fyldes med blod og trykudligning bliver unødvendig da der ikke længere er luft, men væske.
    Det viser sig normalt med en kort næseblod som stopper med det samme, da det blot er det opsamlede blod der kommer ud. Løsningen på dette problem er at sørge for der ikke er undtryk, dvs. trykudligne oftere og mindre kraftigt.

    Det er ikke sikkert det løser problemet med betændelserne, men da du nævner blod i hulrummene, tænker jeg at det er en mulighed.
    De fleste trykudligner ikke ofte nok når de starter med at dykke, de venter fx 1 meters penge. Det er ret let at glemme at trykudligne og hvis man ignorerer det kan det her problem opstå. Personligt trykudligner jeg så snart jeg mærker det mindste og helst lige inden jeg mærker noget. Det bliver også lettere at trykudligne når der ikke er et stort undertryk.

    Hold ørene rene og tørre efter dykningen
    Jeg fik et par ørebetændelser da jeg var i tropisk miljø og dykkede hver dag, indtil jeg fandt ud af hvordan jeg skulle passe mine øre. Det var vigtigt at holde ørene rene plus tørre og ikke få den mindste rift i dem, da der let går betændelse med beskidt vand, brusevand, osv. De fleste som arbejdede med dykning, skyllede ørene med drikkevand efter dagens dyk og i mere udsatte perioder (hvilket læger ikke anbefaler) med en opløsning af alkohol og eddike som kunne købes lokalt for at tørre/desinficere øret efter vandaktiviteter.

    Håber det løser sig.

    -Sole

  10. Tina heftø says:

    Hej Sole.
    Tusind tak for dit hurtige og meget omhyggelige svar.
    Jeg vil straks sende dine ord videre til Thailand og se, om løsningen kan findes i det du skriver.
    Det håber jeg, da hans store drømmeeventyr ellers måske slutter før tid.
    Mamge hilsner

    Tina

  11. Jakob says:

    Hej
    Jeg er i Thailand og oplevede her i torsdags at jeg var øm i brusken. Om aftenen var mit øre og området rundt om øret, ned til kæbe leddet, meget hævet. Kan ikke tygge pga hævelsen. Det er en smule betændelse som løber ud. Nu sidder jeg lørdag uden det større forandring. Lidt ærgerligt når man skal hjem på fredag:-). Har været på hospitalet og fået antibiotika i form at øredryp og piller. Kan det passe der går flere dage får den mindste ændring mærkes?
    Vh Jakob

Leave a Reply